Tilknyttelse til grupper og idéer

I klimakampen er de fleste af os tilknyttet en gruppe, kampagne, bevægelse eller andet, hvor vi i flok prøver at stoppe mest mulig død og ødelæggelse. Det er en god ting, men når man er med i en gruppe, er der mange ting at tage stilling til, fordi der er mange mennesker med mange meninger. Det kan være svært at navigere i, og ofte er tilknyttelsesforholdet til gruppen en stor faktor for om man engagerer sig meget eller lidt og hvilken karakter ens engagement har. Derfor vil jeg i denne tekst skrive om nogle tilgange til at være knyttet til bestemte grupper og idéer, som jeg synes er konstruktive.

Knyttelse til grupper

Jeg ser to overordnede tilgange til tilknytning til grupper:

Man kan være meget knyttet til en gruppe, og følge den last og brast. Det kan betyde, at man gør gruppen til en stor del af sin identitet og føler, at man skal stå på mål for alt, hvad gruppens deltagere gør.
Den anden ende af spektret er at være meget lidt knyttet til en gruppe, men derimod stå meget fast på sine egne idéer. Det kan betyde at man ser sig selv som en freelancer, der kan hjælpe til forskellige steder, hvis de gerne vil have det, man kan tilbyde.

Der er fordele og ulemper ved begge tilgange, og jeg vil argumentere for at placere sig et sted, hvor man tager elementer fra begge tilgange.

Fordelene ved at være meget knyttet til en gruppe er mange: Resten af gruppen ved, at de kan regne med en, og det giver noget stabilitet i arbejdet. Det betyder også oftest, at man laver mere usynligt arbejde, fordi man har gruppens helhed og ikke sin egen rolle i gruppen for øje. Det kan især mærkes, når det i en periode ikke går så godt for gruppen, eller der er interne vanskeligheder. Sidst men ikke mindst gør det en stor forskel for arbejdskulturen i gruppen. Det er meget overbevisende for nye og andre deltagere, hvis de snakker med en, der hviler godt i gruppen, og det bidrager til sammenholdet i gruppen.

Men der er også ulemper. Hvis man er meget knyttet til en gruppe, kan det som skrevet tidligere føre til, at man føler, at man personligt skal stå på mål for alt, hvad dens deltagere gør og siger. Det kan føre til stor frustration og en følelse af, at man bliver sat i en defensiv og forklarende position hele tiden, hvor man går på kompromis med sin integritet. Det kan også føre til, at man vil have indflydelse på alle beslutninger og ser et stort problem ved, at en del af gruppen gør noget, man ikke selv ville gøre. Derudover bliver man også nogle gange nødt til, at sige farvel til grupper og idéer der ikke virker. Det er klimakampen, vi kæmper, og så er det spildt tid, hvis kampen i sidste ende udelukkende handler om at holde en gruppe kørende i modsætning til at skabe politisk forandring.

Den anden ende af spektret er at se sig selv mere som en freelancer, der hjælper, hvor man kan og har lyst. Det har lidt flere ulemper end fordele, vil jeg argumentere for. En klar ulempe er, at ingen grupper kan eksistere, hvis den tilgang hersker. Der er meget lidt stabilitet, og hvis der er udfordringer internt i gruppen, vil det være svært at finde nogle, der føler ansvar for at håndtere dem. Det kan også påvirke arbejdskulturen negativt og sprede usikkerhed, hvis der fra folk, der er med i gruppen, er en distancerende tone mellem dem selv og gruppen. Nogle gange giver det indtrykket, at man føler sig hævet over gruppen.

Fordelene er, at man har en tendens til at være mere ærlig om man tror på en idé eller ej, og ikke lige så mange skrupler ved at efterlade noget, hvis det ikke virker.

Knyttelse til en idé

Med knyttelse til idéer er det overordnet det samme som med grupper, fordi specifikke grupper er knyttet til specifikke idéer. Her skal man også være på vagt over at knytte sig til noget, man ved ikke har den ønskede effekt, men samtidig også kunne holde fast, selvom det er svært.

Det kan også være skidt at knytte sig for meget til en idé, fordi der så går stolthed i, hvad der ender med at blive beslutningen fremfor fornuft. I Nødbremsen har vi skrevet i vores samarbejdsaftale, at alle idéer er fælles. Selvfølgelig kan vi i nogle tilfælde stadigvæk huske, hvem der er kommet på hvad, men det skal hjælpe os med at betragte idéer, på baggrund af hvad de kan, og ikke hvem der har bragt dem på banen.

Balancen

Jeg vil argumentere for, at man i første omgang skal se sig selv som deltager af hele gruppen, og derefter ens rolle i gruppen. Hvis man føler at ens tilknytning er løs, eller at man først tænker på sin rolle, og derefter gruppen, er det for ustabilt, og går udover sammenhængskraften og gejsten i gruppen.

Men man skal heller ikke hoppe direkte i den anden grøft og føle at hele ens identitet er bundet op på gruppen. Man behøves ikke at stå på mål for det hele hele tiden, og man kan ikke have indflydelse på alle beslutninger.

Det er ikke kun godt for en selv at finde en god balance. Det er også godt for arbejdskulturen. Hvis man er afklaret omkring sin rolle i bevægelsen, og støtter op om resten af arbejdet uden at blande sig for meget i det, står hele gruppen stærkere, og det bliver et rarere sted at være for alle.

God klimakamp!