Læringer og opsamling på mobiliseringen til Befri Jorden

Indholdsfortegnelse:

Motivation

Mobilisering er enormt vigtigt for klimakampens succes, og selvom alle i bevægelsen godt ved det, er der alligevel relativt få i Danmark der har en seriøs og systematisk tilgang til det. Når man tænker over klimasammenbrudets alvor, er det også oplagt at tænke, at en flyer ikke kan gøre forskellen på om folk kommer med i klimakampen eller ej. Problemet må i sig selv være mobiliserende, kan man tænke, men sådan forholder det sig ikke. En anden fælde man kan hoppe i, er at tro at ens analyse og aktiviteter bare skal være i orden, og så vil folk automatisk støde til. 

Begge disse idéer har en hvis grad af sandhed, men ender ofte ud i en model, hvor man venter på at folk kommer til en. Og hvis vi for alvor skal rykke i klimakampen, skal vi aktivt hive folk ind i bevægelsen. For den største mobiliseringsudfordring vi står overfor er sociale dynamikker og vaner. Vores opgave er at få folk ud af deres hverdagsræs og vante sociale omgivelser, og ind i klimakampen.

Mobiliseringen kan selvfølgelig ikke stå alene. Aktioner spiller en stor rolle, for der bliver nødt til at være en substans i det som man vil have folk med i, ellers er det ikke tiltalende overhovedet. Men når analysen og aktiviteterne er på plads, så er mobilisering et vigtigt næste skridt. Når man spørger tilfældige folk, svarer de færreste, at de ikke synes, at klimakampen er vigtig. Man får oftere svar som “jeg har ikke tid”, “aktivisme er ikke noget for mig” eller “der er ikke nogen jeg kender, der er med”. Det er alt sammen hentydninger til vaner og gruppedynamikker, og i første omgang har de ikke noget med problembeskrivelse, analyse eller aktivitet at gøre. 

Introduktion

Med de erfaringer og tanker prøvede vi i at lave et mobiliseringssystem til Extinction Rebellions Befri Jorden aktioner i 2023. 

Arbejdet resulterede i at vi samlede lidt over 1000 mennesker til vejblokade den 28. April, og omkring 1.500 mennesker til biodiversitetsmarch og vejblokade den 12. Maj. Det blev de største Extinction Rebellion aktioner i Danmark nogensinde. I opløbet holdt vi 17 introdage fordelt over hele landet, og trænede over 200 mennesker i civil ulydighed. Vi havde 8 lokalgrupper kørende, og ingen brændte sådan for alvor ud.

Jeg kender ikke til nogen lignende mobiliseringsindsats i Danmark i de sidste par år. Men det er selvfølgelig ikke alt viden og alle tanker jeg har taget med i denne rapport. Nederst vil der være mere uddybende materiale og videre læsning.

Overordnet plan

Fra start januar begyndte det at være klart, at Extinction Rebellion ville planlægge de to store Befri Jorden aktioner med to ugers mellemrum den 28. april og 12. Maj 2023. 

Det betød at der kom gang i arbejdsstrukturerne igen efter et relativt passivt efterår, og denne gang skulle der ligge et stort fokus på mobiliseringen, dvs. at få folk med i bevægelsen og med på gaden de to dage. Konceptet til Befri Jorden var store vejblokader, med flere deltagelsesmuligheder. Man kunne være med i hele spektret fra at være en helt lovlig demonstrationsdeltager til at låse sig fast til scenen til at være med i madholdet og så videre. 

Selvom der var lagt mere vægt på flere deltagelsesmuligheder, var analysen stadigvæk, at der var brug for så mange som muligt, der ville blive siddende, når politiet bedte dem om at gå, for at skabe en forstyrrelse. Derudover er det også altafgørende, at der kommer flere organisatoriske kræfter i klimakampen, i stedet for deltagere, der dukker op en dag eller to.

Med de tanker i baghovedet blev der udformet et mobiliseringssystem som i starten sigtede efter to ting: 

  • At klæde mange mennesker på, til at være sikre i at blive siddende, selvom politiet bedte dem om at gå.

  • At få mange mennesker med i mobiliseringsarbejdet med at få endnu flere til at komme.

Det skete konkret, gennem det vi kaldte for introdage og mobiliseringshold i hele landet. Vi lavede i mobiliseringskoordineringen en skabelon for en introdag, hvor der både var et oplæg, fælles gratis frokost og en træning i civil ulydighed. 

Efter introdagen sluttede, var deltagerne klar til at protestere, og havde styr på de juridiske detaljer mm. Til sidst i introdagen, spurgte vi aktivt deltagerne gennem et kontaktark de skulle udfylde, om de ville være med til at mobilisere videre selv. Det var der mange der ville, og de blev så en del af det videre arbejde.

Den sidste måned op til Befri Jorden, prøvede vi også bare at få mennesker til at dukke op til Befri Jorden, uden at dukke op til en introdag først.

Vi kaldte hele apparatet for rugbrødsrekrutteringsapparatet, fordi der er meget rugbrødsarbejde i det.

Hvordan mobiliserede vi og hvad var resultaterne?

Fordi vi først og fremmest ville klæde folk på til civil ulydighed og få folk ind i mobiliseringsarbejdet, lå det første fokus på at få folk til at komme til introdagene. Derefter fulgte vi den her cyklus.

Mobiliseringen gik fra at reklamere for introdagene til at afholde dem, til at spørge de nye om de ville være med til at reklamere for de næste introdage.

Vi mobiliserede til introdagene gennem flyers, plakater, online på de sociale medier og gennem venner. De vigtigste pointer i mobiliseringen, er princippet om at gøre opmærksom på sig selv, på en usædvanlig måde, og at gøre det meget. De færreste kommer, fordi de hører om noget en enkelt gang. Men hvis de ser noget i nyhederne, derefter får en flyer klistret på deres dør, ser en plakat på vej til arbejde, og så snakker med en ven, der også havde overvejet at tage til introdag, så begynder effekterne at komme. Derfor skal man ikke holde sig tilbage. Det kan næsten ikke blive for meget.

Der blev afholdt følgende antal introdage i de forskellige byer

  • 6 i København

  • 1 i Herning

  • 1 i Odense

  • 2 i Hillerød

  • 1 i Aalborg

  • 5 i Århus

  • 1 i Viborg

  • Flere løse intromøder i Lund og Malmö og kortere intromøder i Århus, Kbh og Odense.

I alt var der 17 introdage fordelt på 7 byer over 2,5 måneder. Grupperne i Viborg, Aalborg og Herning blev enten startet helt op eller fik en genoplivning gennem introdagsindsatsen. 153 af dem der kom udfyldte et kontaktark, som besvarede hvorfor de kom, og hvordan de ville hjælpe til. I alt dukkede der nok ca. 200 mennesker op til introdagene. Dvs. et gennemsnit på 12 personer pr. introdag.

Af alle der fyldte et kontaktark fordelte svarene hvor de havde hørt om introdagen sig som følgende:

  • 35 % kom gennem venner.

  • 34 % havde fundet det online. Altså facebook, hjemmeside osv.

  • 14 % kom fordi de havde set en flyer.

  • 13 % kom fordi de havde set en plakat.

Det skal tilføjes at flere havde svaret flere ting, og det understreger meget godt pointen at der ikke kun er én grund til at folk kommer, men at gentagende opmærksomhed er essentielt. Læringen fra de her data er at man i hvert fald skal lægge sit event op på facebook, dukop og hjemmesiden, og man skal invitere sine venner. Flyers og plakater er uendelig skalérbare i tid, og derfor kan man gøre det bagefter.

Efter folk havde været til en introdag, hvor de havde afgivet deres kontaktoplysninger gælder princippet om gentagelser stadigvæk. Det handler om at holde fast og opbygge en relation til hinanden. Så vi sendte sms’er og e-mails til alle der var kommet til en introdag, hvor vi ville invitere dem til den næste plakatophængning, og ringede også til dem.

Det sidste koncept vi havde på større skala var fællesafgange til Befri Jorden. Idéen var, at alle lokalgrupperne og også forskellige grupper i København kunne følges til demonstrationen. Der er tit meget politi til Extinction Rebellion protester, og demonstrationer kan være hårde at være alene til, og derfor kunne fællesafgange sænke nogle barrierer. Derudover er en af de største motivatorer for at gøre noget for mange mennesker, at deres venner gør det. Så hvis der er en fællesafgang fra ens stamcafé, så overvejer flere om de vil med. Der endte med at være følgende fællesafgange:

  • Odense

  • Hillerød

  • Forskere

  • Kunstnere

  • Københavns Universitet

  • Harbo Bar

  • 4 gymnasier i København

En vigtig pointe til mobiliseringen er, at det kan være godt at have lister og skemaer med hvor mange flyers og introdage osv, man vil lave og dele ud, fordi det kan få en ud af døren og i gang med arbejdet, men i sidste ende handler det om at skabe et arbejdssfællesskab og integrere folk i det. Så det kan sagtens være, at man skal træde lidt ved siden af den planlagte sti en gang imellem. Det hele er én stor ting, og ikke mange fragmenterede skridt i en opskrift.

Det betyder at vi også løbende prøvede ting af som f.eks. oplæg med Carsten Jensen, morgenkaffe på universitetet, picnic i Fælledparken osv.

Det her mobiliseringsarbejde kan som skrevet ikke stå alene. Men hvis du har en fungerende bevægelse, som skaber opmærksomhed gennem aktioner, så er det godt givet ud at bruge tiden på at mobilisere, for så mangler folk kun det sidste skub til at blive aktive. Derudover skal der selvfølgelig også tænkes over mobilisering i mediearbejdet. Både i pressen og på de sociale medier.

Hvordan strukturerede vi det?

Vi havde en mobiliseringskoordineringsgruppe i København der holdt ugentlige møder og kom med alle koncepterne, der blev udført med variationer i de 8 lokalgrupper i hele landet.

Vi startede i starten af februar med at holde to kick-off events af mobiliseringen. Et i København, og et online. Gennem det kom de første 30 personer, der gerne ville hjælpe i mobiliseringen. Til kick-off eventsne samlede vi alle interesserede i en stor signalchat: XR Stormobilisering

Signalchatten var en vi tilføjede alle der ville mobilisere i hele landet til, og den blev brugt til at sende updates ud på, og dele når der skete noget rundt omkring. Hvis der for eksempel blev hængt plakater op i Odense osv. Det endte med at vi var 116 mennesker i chatten. Når en chat er så stor, kræver det lidt disciplin, så der ikke kommer lange samtaler og irrelevante beskeder. Vi havde en mobiliseringshotline, hvor folk kunne skrive praktiske spørgsmål. Og ellers skulle der bare af og til en besked med en påmindelse om, hvad chattens formål var. Mange fremhævede chatten som god i evalueringen.

Vi fandt hurtigt en kontaktperson fra hver lokalgruppe, som blev forbundet med en kontaktperson fra mobi-koordineringen. På den måde var der en direkte kontakt mellem lokalgrupperne og koordineringen. Hele perioden gik ved at koncepterne, og de næste skridt blev udformet af mobikoordineringsgruppen og så blev det videreformidlet til lokalgrupperne, som så gjorde som det fungerede for dem.

Hovedformålet for lokalgrupperne var i hele perioden op til Befri Jorden, at samle så mange som muligt til at tage afsted. Da det meste planlægningsarbejde foregik i København.

I København havde vi underdelt os i bydelsmobiliseringshold, så der var hold på Nørrebro/Nordvest/ Vesterbro, Østerbro, Sydhavn og Amager hold.

Vi lærte at det ikke sker automatisk, at folk tager det næste portion ansvar. Det betyder at det er vigtigt altid at holde øje med, hvem der virker motiveret og spørge dem personligt, om de kunne forestille sig at udføre en opgave. Det kunne være, at stå for at koordinere mobiliseringen i et nyt byområde, eller at stå for at holde oplægget til næste introdag osv. Man skal ikke lade sig skuffe af, at der ikke bliver svaret ja i første gang. Nogle gange skal der bare en lille justering eller endnu et spørgsmål til.

Inspirationen fra Odense

Her vil jeg dele en beskrivelse af Odenses mobiliseringsindsats som jeg fik sendt. Vi skulle i bakspejlet have brugt den her historie mere, til at opmuntre andre til at gøre det samme. Den viser godt, hvordan rugbrødsarbejdet bliver gjort samtidig med at limen bliver smurt, og relationerne dyrket. Big up Odense!

Mobiliseringsplan for XR Odense foråret 2023

Hen over vinteren har vi kun været 4-5 aktivister til vores møder, og da vi gerne ville være flere fra Odense til Befri Jorden end til Vendepunktet, hvor vi var 15, lagde vi en plan.

Vi var tre, der i januar tog til kick off meeting for Befri Jorden i København, så vi kunne dele info med andre fra Odense. Vi inviterede alle dem, vi havde mistet, eller dem, der var på pause, til en fællesmiddag midt i februar. 16 dukkede op, og nu har 12-13 af de 15, der var med til Vendepunktet, meldt sig klar til Befri Jorden! Det var et vigtigt skridt for at sikre kontinuitet i gruppen, bevare bånd og venskaber og sikre et vist antal erfarne rebeller til at hjælpe nye ind i lokalgruppen.

Vi var to, der efter et godt online oplæg fra mobiliseringsgruppen valgte at lave et mobiliseringsteam, ”Team Eskalation”. Vi fik organiseret en introdag 2. april, bestilt lidt plakater og bestilt 5.000 flyers, som vi selv satte vores eget præg på. Vi delte dem ud, og der kom hele 36 til vores introdag, hvoraf cirka 27-28 var helt nye rebeller. Yes!

Jeg var selv ude med 4.200 flyers, hvoraf cirka det halve blev afleveret til folk direkte på universitetet, et gymnasie, centralbiblioteket og nogle mindre steder (banegård, madmarked). Resten blev lagt i postkasser på kollegier i byen (hvor beboerne fik en flyer to gange med cirka 10 dages mellemrum). Vi kan se, at flyers og plakater (dem, der er blevet hængt op på uni) har været det bedste mobiliseringsværktøj. Efter introdag udfyldte 24 personer kontaktark, og vi kan ud fra besvarelser og ud fra, hvor mange nye vi ved, der kommer til næste møde, se, at omkring 13-14 rebeller dukkede op på grund af flyers. Bedste snit har Katedralskolen. Der delte jeg to gange med 10 dages mellemrum 150 flyers ud i spisefrikvarteret 11.30, og der kom seks gymnasieelever fra denne skole (og ingen fra de andre gymnasier, hvor ingen flyers var blevet delt ud). Der kom omtrent 5 på grund af flyers på uni, som jeg besøgte syv gange, især i den travle time fra 12-13, hvor jeg delte flyers ud i to kantiner, i læsesal og på universitetsbiblioteket. Når jeg kom tilbage 3 dage senere, kunne jeg se, at der stadig lå en masse af vores flyers i læsesal og på bibliotek, så vi har haft en god presence på uni i 16-17 dage. Jeg syntes, folk tog bedst imod flyers, når de sad i grupper, fx i kantiner eller i studiegrupper på bib. Jeg gik hen til bordet, lagde et par flyers, sagde “Kursus i klimaaktivisme”, fik øjenkontakt med en eller to, sagde “God dag”, og så var jeg videre. Alle var søde og venlige.

Derudover nævner 2-3, at de kom på grund af flyer i postkasse, også ok. Samlet set har vi fået en deltager til introdag per 400 uddelte flyers, fint snit. Skulle jeg gøre det hele om igen, ville jeg gøre det samme på uni, måske skære lidt ned på postkasser, besøge et par gymnasier mere og også besøge professionshøjskoler (fx lærer- og pædagogstuderende), hvor vi næsten ikke fik delt nogen ud (og hvorfra ingen kom til introdag). Vigtigt: Sæt tid af til uddeling af flyers. Man kommer nemt af med 150 flyers i timen i frokostpauser og på fyldte biblioteker, men resten af dagen er der ikke mange muligheder for at dele ud på uddannelsesinstitutioner, så man skal af sted mange gange. Jeg var ude med flyers 17 gange på 19 dage. Så skal man holde længe, skal man vælge at dele flyers ud på steder, hvor man er tryg. Jeg er selv tryg på biblioteker og på uddannelsesinstitutioner, ikke foran banegården eller Bilka.

Havde der bare været 2 rebeller til fra Odense, der havde haft ressourcer til at dele mange flyers ud, kunne vi have dækket resten af byens uddannelsesinstitutioner og måske tiltrukket 10-12 flere deltagere, er min vurdering. Endelig: Vi fokuserede kun på at dele ud til unge studerende under 30, fordi vi gerne vil have flere unge med, og fordi vi tidligere har haft svært ved at fastholde unge, fordi de 4-5 mest erfarne fra XR Odense er ”voksne”. Nu er der basis for at fastholde flere unge, fordi der kom op imod 20-22 under 30 år til vores introdag.

Et andet godt mobiværktøj var personlige kontakter: 5-6 personer kom til introdag på grund af dette.

Derudover skrev vi ud til andre grønne organisationer i Odense. Det gav ikke rigtig noget afkast til introdagen, tror jeg, men vi har fået god kontakt til Bedsteforældrenes Klimaaktion, som sammen med Mellemfolkeligt Samvirke forventer at komme 8-10 aktivister til Befri Jorden. Det er også mange!

Videre læsning og uddybende informationer

Videre læsning

Uddybende info fra Befri Jorden

  • Træningen, oplægget, drejebog og kontaktark fra introdagen kan findes her

  • Her kan den fulde statistik fra kontaktarkene findes.