Opsamling på mediearbejde til Befri Jorden 2023

Det her er en opsamling på alt hvad medieholdet til Extinction Rebellions Befri Jorden protester 2023 lærte. Vi startede medieholdet i start februar, og kørte ned på lavt blus igen slut maj. Holdet bestod af 5 personer, og vi byggede selvfølgelig videre på, hvad vi havde lært i bl.a. XRUK, XRDK, uddannelse osv.

Indholdsfortegnelse:

Mediestrategi

Til at starte med udformede vi i fællesskab en mediestrategi. Den skulle være rammen for det, vi gerne ville sige de næste tre måneder på tværs af traditionelle og sociale medier. Vi kiggede på de krav som Extinction Rebellion stillede, analyser af samfundets holdninger til grøn omstilling og protester, Letzte Generations mediestrategi og tog vores egne erfaringer og vurderinger af, hvad der er nødvendigt i Danmark nu.

Det blev til følgende mediestrategi. Den indeholder kernebudskaber, framing, ordvalg og procedurer for pressehåndtering.

Pressen

Man kan med god grund tænke, at det er svært at have indflydelse på, hvad der kommer i medierne, udover at designe en aktion godt. Men der er mange ting, man kan gøre, for at gøre det mere sandsynligt at aktionen bliver dækket. En af dem er den oplagte: at tage kontakt til journalisterne.

Det er generelt en rigtig god idé at gøre sig umage med at etablere en direkte kontakt til enkelte journalister og fotografer, som man kan give tips om de næste aktioner til. Til Befri Jorden havde vi løbende kontakt til Politiken og Information.

Telefonkontakt

Når man ringer til medierne, er det bedst at bruge vinklen om at man tilbyder noget. Det kan være en kontakt til en kilde (fagsprog for en person der er relevant for historien), en eksklusiv historie eller andet information, som ikke er offentlig kendt. Medier agter deres påståede objektivitet højt, og derfor må de ikke føle, at de laver bestillingsarbejde for en. Man kommer med et tilbud og lader dem føle, at det er op til dem, om de vil tage imod. Det er dog i orden at fortælle dem, at du mener, historien er relevant for deres læsere/lyttere/seere og hvorfor.

De fleste medier holder redaktionsmøder omkring klokken 9 om morgenen. Det er der, de beslutter, hvad der skal dækkes den dag. Derfor er det en god idé, hvis man sender sin pressemeddelelse inden det, og man er klar på, at medierne ringer om formiddagen. Det er også en god idé at være proaktiv og sende information lang tid, inden aktionen finder sted. Og så må man gerne både ringe, maile og sms’e flere gange.

Pressemeddelelser

Når man sender pressemeddelser, fungerer det bedst at sende dem direkte med teksten som brødtekst i mail med alle modtagere i bcc. Vi prøvede at lave det som et nyhedsbrevssystem, men oplevede at dem som vi selv satte på listen unsubscribede, og at der ikke var nogle, der selv subscribede gennem linket på vores hjemmeside.

Vi havde stort held med at skrive relativt målrettede pressemeddelelser til Ritzau, fordi de bliver brugt i alle medier. Jeg vil senere udvide teksten her med beskrivelse af, hvordan vi lavede vores pressemeddelser, men indtil da kan du se dem her.

Det virkede godt for os at sende en invitation/lave en rundringning cirka en uge inden aktionen for at invitere journalister til at komme, sende en pressemeddelelse ud om morgenen, hvis det var en stor og offentlig aktion, og så sende updates i løbet af dagen. Sidst på dagen sluttede vi af med en pressemeddelse når tallene og aktionens foreløbige resultat var kendt.

Detaljer

Ligesom at vi gik målrettet efter ritzau-telegrammerne, gik vi efter at få P4 til at lave et interview med os. For så kunne det med lidt held ende med at blive sendt på DRs andre platforme også. Vi fik et interview i P4, men det endte desværre ikke med at komme videre. Ellers ville det have været smart, da det generelt er nemmere at kommer på DR/TV2, ved komme ind på en af distrikterne. 

Selv med alt det forarbejde, er der stadigvæk en vis grad af tilfældighed over, hvordan man lige kommer med medierne og med hvilke aktioner/emner. Det kan udnyttes ved også måske at ringe på de lidt mere off-tidspunkter. Vi fik f.eks. at vide, at TV2-livevognen ikke havde noget at lave kl 22, fredag den 12. maj, hvor der blev ryddet over 100 mennesker fra H. C. Andersens Boulevard. Hvis vi havde ringet der, var vi måske kommet igennem.

Efter to måneders relativt intenst output til mediehusene begyndte vi at se reaktioner. Der blev nævnt i Politikens nyhedsbrev at de lige nu modtog enormt mange pressemeddelelser om klimaaktioner. Derudover lærte vi også lidt om mediers prioriteringer efter vi havde skrevet frem og tilbage især med fotograferne.

En ansat på Information havde først meldt ud til os, at de ikke ville dække Befri Jorden aktionen den 28. april. Efter at vi rakte ud og spurgte hvorfor, skrev de at de ville komme alligevel, og lægge det sammen med en historie om nabohandledagen. Det endte med at et billede fra Befri Jorden kom på forsiden.

Anden gang fik vi at vide, at det ikke ville blive til noget, fordi de skulle ligesom lægge det sammen med en anden nyhed. Det var ikke nyhed i sig selv. Man kunne måske overveje at frame sine ting som reaktion på noget.

Vi fik også at vide fra en ansat på Politiken, der har fulgt os meget, at klimaaktionerne var blevet nedprioriteret af redaktionen, efter at han to gange havde været ude og tage billeder uden at det kom i avisen. Det fik vi bekræftet af en anden klimajournalist som sagde at når Politiken skriver ordet: “klima”" i en rubrik bliver den læst mindre. En skør konsekvens af det var, at Frfattere ser Grønt og Scientists Rebellion-aktionen i Landbrug og Fødevarer så endte i kultursektionen, og blev omtalt halvt som aktion og halvt som kunstværk.

Sociale medier

På de sociale medier ville vi gerne komme ud med vores egne budskaber, men også blande os i debatten, når der skete noget aktuelt. Vi kiggede på vores tidligere opslag på Instagram og Facebook, og analyserede os frem til at aktioner og retssager klarede sig godt. Promoveringer af events og talere klarede sig mindre godt. Videoer kom længere ud.

Vi prioriterede Facebook og Instagram, for det var der vi allerede. Vi lavede også enkelte opslag på mastodon. På twitter vurderede vi, at der var allertættest kontakt til magthaverne og politikerne, men ikke nødvendigvis gennem vores egne opslag, og derfor brugte vi lidt energi på at kommentere på ministres opslag. Det gik okay.

Vi sagde til alle dem, der plejede at lave SoMe-opslag, at vi nu i mediegruppen ville begynde at tage det fulde ansvar for facebook og instagram, og at det kunne være fedt hvis de holdt sig tilbage. Stories var til gengæld helt frit, så længe det holdt sig inden for de ti arbejdsprincipper selvfølgelig. Det var en god opdeling og virkede relativt godt.

Algoritmen

Vi mødtes med Greenpeaces social medie-ansvarlige og snakkede med andre der kendte til sociale medier for at lære algoritmen at kende. Vi kom frem til, at der ikke er klare svar på hvor ofte og hvornår man skal poste. Facebook og Instagram kom selv med nogle forslag, og det virkede ganske fint at følge dem. Vi sigtede efter et opslag om dagen i de intense perioder.

Vi boostede en video hvor Befri Jorden begivenheden var linket, og det gav 300 svar på begivenheden at booste for 1.000 DKK. Det er altid svært at vide, om de så også er kommet, men det kan have en styrkende effekt på folk, at se et fb-event med mange deltagere.

Vi oplevede især på facebook, at vi ikke kom så langt ud som vi var kommet tidligere, og det fik os til at overveje tiktok og andre medier, men vi kom aldrig til at gøre noget ved det.

Akkreditering

Under hele Befri Jorden var vores aftale med fotograferne og videograferne at vi ikke akkrediterede deres billeder. Grunden er, at der i Extinction Rebellion kontekst bliver lagt rigtig meget arbejde i mange dele af bevægelsen ubemærket, og derfor synes vi ikke der var nogen grund til at give credit til noget af arbejdet og så undlade så meget andet.

Deling af andre bevægelser/organisationers opslag

Af og til blev vi spurgt om vi ville dele en demonstration eller noget andet fra en anden social bevægelse. Vi svarede, at det gjorde vi kun, hvis der var en klima eller naturvinkel, eller hvis Extinction Rebellion ellers har noget med det at gøre. Det passede os godt i den her kontekst, fordi vi havde meget at dele selv.

Aktioner

Aktioner er Extinction Rebellions krog til at komme ud med budskaber. Aktionen er i mange tilfælde et budskab i sig selv, men igennem mediearbejdet kan man styre narrativet bedre, og få betydelig meget mere omtale. Derfor er det tiden værd at gøre sig umage med at forberede presse og SoMe-arbejdet. Det sker i det, vi kalder back-office, som er mediekontoret under aktionerne.

Vi havde et par småaktioner op til og mellem Befri Jorden aktionerne, og så havde vi selvfølgelig de to store Befri Jorden aktioner. Sådan så vores setup ud:

Små aktioner

  • 1 back office

  • 1 livestreamer

  • 1 fotograf

Store aktioner

  • 2-3 i back office
  • 1 livestreamer
  • 1 direkte kontakt til back office
    • Skriver konstant updates og tager billeder til backoffice. Kan også svare på spørgsmål fra back office.
  • 1 pressekoordinator on the spot og lave stories
    • Pressekoordinatoren henvendte sig til pressen på stedet og henviste dem til talspersoner. Den samme person lavede stories til Instagram.
  • Flere fotografer
  • Flere videografer
  • 1 ansvarlig for at cykle SD-kort frem og tilbage til back office

Livestreameren, backofficekontakten og pressekoordinatoren var sammen med personerne i backoffice i en telegramchat, hvor de sendte alle relevante updates ind. Vi brugte telegram, fordi billederne bliver mindre komprimerede der.

Vi ville hellere være lidt for mange personer på de her opgaver end for få, for der kom ofte uforudsete opgaver og udfordringer. F.eks. blev vores pressekoordinator tilbageholdt af politiet den første time den 28. april. Ellers så bliver back-office også tit ringet op af folk, hvis de ikke lige ved, hvem de ellers skal ringe til.

Burners

Der er forskellige holdninger til burners og det at tage sin telefon med i aktion. Til de allerfleste aktioner med XR, og især vejblokader, får man sin telefon med ud af detentionen igen, og for tiden er der jo også ret få der ender i detentionen.

Alligevel er der mange, der er i lidt fremtrædende roller, der foretrækker at have burners med. Det er vigtigt at vide, at det altid er en lidt større opgave end man tror, for der er mange ting der skal forberedes ift. kontakter, log-ins og så videre. Konkret fandt vi ud af, at livestream for en hel dag bruger 2.9 GB mobildata. Og lebara SIM-kort har 4G, mens lycamobile har LTE.

Mediekontoret

I mediekontoret foregår meget af koordineringen og kreeringen af outputtet på aktionsdagen. Derfor er det vigtigt at have mindst en, der er godt inde i den aktuelle mediestrategi med i mediekontoret, men det er også godt at have en ny med, da det er svært at lære uden at prøve det.

Forløbet for mediekontoret er skrevet ned i dette dokument. Opgaverne strækker sig også over dagene op til aktionen.

Det er vigtigt at holde sig agil, og klar i hovedet i back-office da der vil opstå situationer til aktioner, som man kan vælge at reagere på, eller lade være. Om det har jeg skrevet teksten: Grib Øjeblikket

Struktur

Vi prøvede os med en mere klar strukturering af mediearbejdet, end hvad der havde været før i Extinction Rebellion Danmark. I mediegruppen udformede vi strategien og framingen sammen. To af os havde hovedansvaret for pressehåndtering og to var ansvarlige for de sociale medier, men vi holdt møder og lagde den overordnede retning sammen.

Træninger

For at vi kom ud med forskellige personer til medierne, og at vi altid kunne vende tilbage på mediernes henvendelser holdt vi jævnligt talspersonstræninger for alle. Efter en talspersonstræning kunne man tage pressehenvendelser rettet mod Extinction Rebellion. Til talspersonstræningen havde vi oftest en overordnet introduktion af mediestrategien, en ny vinkel vi skulle overveje, og så en masse øvetid. Et eksempel på et program kan ses her.

Vi holdte også et par argumentationstræninger:

Her ville vil hjælpe folk med bedre at kunne formulere sig. Det var ikke med direkte henblik på presse, men vi kiggede efter folk, der er gode til at formulere sig, og som potentielt kunne være gode i medierne.

Vi vil gerne træne, hvordan man er proaktiv og selv bringer XR på banen over for familie og venner. 

Eksempler på åbninger: 

  • Evt. kan man blive spurgt “hvad lavede du i går/i weekenden/i sidste uge?” og så svare, at man var til noget med XR 
  • Måske fortælle om det, der var fedt i stedet for at fokusere meget på at forsøge at hive dem med. Og så fortælle om det næste man selv skal til og høre, om de vil med
  • Man kan også blive spurgt “hvad optager dig for tiden/hvad går du og laver?”

Procedure for pressehenvendelser

Når man gerne vil i medierne, er der helt vildt mange faktorer der spiller ind. Det vil ofte være en kamp mellem det man gerne selv vil have ud, og det pressen ender med at bringe. Derudover er der ofte et tidspres hos journalisterne, der gør at de arbejder med korte deadlines. Og så skal man huske på, at både indholdet man siger i medierne betyder noget, men i høj grad også hvem der siger det. Derfor kom der et forslag til en procedure omkring at fordele presseopgaver, som vi fulgte relativt direkte. Det kan man læse her.

Arbejdsrutiner

I mediegruppen holdte vi møder hver mandag eftermiddag og havde arbejdsdag hver torsdag.

Møderne startede med en opdatering af en, der havde rollen som spejder. Spejderen kom med bud på hvilke historier der rørte sig i nyhedsverdenen, og hvilke ting vi måske skulle forberede os på at reagere på. F.eks. var der lastvognsblokader et par dage efter Befri Jorden den 12., så det var vi allerede lidt forberedte på.

Derefter havde vi en kalender, så vi holdt styr på hvad der skulle på de sociale medier de forskellige dage.

Til arbejdsdagene udformede vi så enten SoMe-opslag, pressemeddelelser, talspersonstræninger mm. Især lige op til de to store aktioner arbejdede vi også udover de dage, hvor vi sad sammen.