Retssystemet har overordnet to roller i klimakampen:

  • For det første kan retten dømme, dem der sender os ud i klimasammenbrud. Det vil sige regeringerne og de store firmaer.

  • For det andet håndterer retssystemet, dem der protesterer mod regeringen og de store firmaers ødelæggende beslutninger.

Den første rolle går det dårligt med. Selvom der har været mange klimaretssager, mangler vi at se domme, der tager situationens fulde omfang alvorligt. Men det emne må vente til en anden tekst.

Denne tekst handler om udfordringer og muligheder i retssystemets håndtering af os der protesterer mod ødelæggelsen af jorden og dens beboere. Jeg har været i retten som anklaget efter en klimaprotest i december 2023 og januar 2024 og overværet et par retssager som tilskuer. Nu vil jeg dele mine erfaringer og give et bud på en retsstrategi.

I retten

I mine to gange i retten havde jeg to forskellige retsstrategier, og jeg vil prøve at forklare mine valg i de konkrete tilfælde. I Århus valgte jeg en politisk tilgang, og i Berlin havde jeg en mere pragmatisk tilgang til retssagen.

Århus: den politiske

Den 3. december 2023 var jeg i retten i Århus for en blokade af tilkørslen til Århus Havn som var foregået i september 2022.

Her valgte jeg som skrevet at gå politisk til værks. Det betød at jeg forklarede, hvad jeg havde gjort, og hvorfor jeg havde gjort det. Jeg fokuserede ikke på detaljer som længden af blokaden osv. Jeg var taget i retten, fordi det er der, hvor der i vores samfund bliver afgjort, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Jeg er overbevist om, at fortsættelsen af regeringens drabelige politik er den største uretfærdighed i vores tid, og derfor er det jeg gør i forsøget på at stoppe det, retfærdigt. Hvis jeg kommer i retten for at have protesteret, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle stoppe med at protestere og rette mig ind efter formatkrav, når jeg så er i retten.

Det betød, at jeg havde billeder af oversvømmede motorveje og udsagn fra klimaforskere med. Jeg talte om min personlige motivation, og jeg talte også direkte til dommeren som menneske og ikke som dommer. Jeg afhørte politividnet om hans viden om klimasammenbruddet, og hvad det kommer til at betyde for normale mennesker osv.

Jeg gjorde det, fordi klimakampen for mig i sidste ende handler meget om at være ærlig og at bevare integritet. Da jeg lagde bekymringerne om, hvad der ville være det smarte at gøre væk, følte jeg mig mere frygtløs. Og jeg valgte at forsvare mig selv for at bryde med et meget rigidt retssystem, der lige nu nådesløst forsvarer status quo.

Men jeg mødte nogle udfordringer. Det man siger i en retssag, skal være et juridisk forsvar, mod det man bliver anklaget for, før retten vil lade en tale om det. I mit tilfælde var jeg anklaget for at stå på en vej, da jeg ikke måtte. En af de oplagte måder at forsvare mig på, var at sige at jeg har ret til at demonstrere, selvom der var lastbiler der gerne ville køre ad den vej. Problemet med de fleste måder at forsvare sig på inkl. det med demonstrationsretten, er at det er kontekstuafhængigt. Klimasammenbruddet spiller ikke nogen rolle, og derfor bliver det ikke lige så politisk. Jeg er af den overbevisning, at netop fordi at klimasammenbruddet er så alvorligt, så er det rigtigt at gøre ting, der ellers ikke ville være i orden.

Der er dog en udvej, og det er nødværge. Nødværge er en lov, der siger, at det er i orden at gøre noget ulovligt for at forhindre noget andet ulovligt, der er værre end ens egen lovovertrædelse, i at ske. Umiddelbart passer den godt til vores protester i klimasammenbruddet, men der er et problem. Nødværge bliver oftest brugt i sager med meget tydelig effekt og virkning, og handlinger der sker tæt på hinanden i tid og sted. Den har mest anvendelse i sager med selvforsvar eller lignende.

Til klimaprotester vil jeg med politisk pres forhindre mord og ødelæggelse gennem udledning af klimagas. Men den kobling vil retssystemet ikke se. Jeg forsøgte at køre nødværgeforsvaret, men det skyldes nok mest dommerens relativt venlige indstilling til mig, at jeg fik lov til at snakke så meget, og det blev ikke taget med i betragtning, da dommen skulle afgøres.

Det endte med at være en god retssag for mig. Jeg havde ikke givet køb på mine principper, og jeg havde fortalt retten, hvordan landet ligger i klimasammenbruddet. Jeg havde også fortalt, hvordan retten kan vælge at spille en afgørende rolle ved at frikende mig. Det ændrede dog ikke noget og dommen endte med at blive 500 DKK. Præcis som forventet.

Berlin: den pragmatiske

Den 17. januar 2024 var jeg i retten i Berlin.

Jeg havde lavet 7 vejblokader og en gang været inde og protestere i Finansministeriet i Tyskland, og nu skulle jeg i retten. Heldigvis var der en advokat, der gerne ville hjælpe. Han sagde, at bøden nok ville være mellem 40.000 DKK og 7.000 DKK, afhængigt af hvordan retssagen gik, og måske ville anklagemyndigheden gå efter en frihedsstraf. Nu stod jeg med et valg om, hvordan vi skulle føre retssagen.

Man kan umiddelbart tænke, at det altid er smartest at få sin bøde så lav som muligt. Men der er lidt mere til det, når det handler om at skabe politisk forandring.

Jeg tror på, at scenariet hvor nogle går ind i en retssag, taler ærligt og direkte fra hjertet og ender med at blive smidt i fængsel for at protestere fredeligt, under de rette omstændigheder kan starte en backfiring-effekt (bagslagseffekt). Det vil sige, at staten i sit overivrige forsøg på at stoppe protesterende gør noget, der af store dele af befolkningen ses som meget uretfærdigt. Det fører så til, at folk på grund af statens reaktion udtrykker støtte til de protesterende og deltager i protesten, og derigennem kan f.eks. en hård straf rent faktisk have en god effekt for kampagnen.

Men bl.a. fordi der ikke er nogen bødebank i Tyskland, og at de ofte får store bøder uden den store sympatibølge, valgte jeg at gå efter at få nedsat bøden gennem en pragmatisk vej.

I et juridisk forsvar for vejblokader hvor målet er at få en så lille straf som muligt, er den første mulighed at benægte, at man gjorde det, og håbe at de ikke har ordentligt bevismateriale. Det valgte jeg at lade være med, fordi jeg står ved, hvad jeg gør. Jeg tror, det er vigtigt for at få flere med i protesten, at vi er ude med vores navne og ansigter og siger, at det var os der gjorde det, så vi også kan forklare hvorfor. Udover det kan man:

  • Argumentere for at det var en demonstration, og at det altså derigennem er lovligt, selvom man forstyrrede nogle mennesker.

  • Argumentere for at forstyrrelsen ikke var så stor, og at straffen derfor ikke skal være så stor.

  • Sige at man ikke har tænkt sig at gøre det igen.

  • Og der er sikkert flere muligheder.

Jeg synes udemærket om den første mulighed, men jeg kan ikke særlig godt lide de to andre, da det er mit mål at skabe storre forstyrrelser, og jeg har tænkt mig at fortsætte. Alligevel bed jeg det i mig, i håbet om at det kunne nedsætte min bøde.

Derfor forberedte min advokat og jeg nogle argumenter, hvor vi forklarede hvor kort tid, jeg havde været på vejen, og hvordan jeg ikke var gået ud igen, efter de havde slæbt mig væk, og hvordan jeg ikke havde fået en advarsel osv.

Ulempen er at klimasammenbruddet stort set udeblev fra hele retssagen. Jeg var heller ikke sikker på, hvad der var en god idé at sige, og derfor tjekkede jeg det hele af med min advokat. Jeg følte mig som en tilskuer til min egen retssag, og det virkede som en juridisk øvelse, der hele tiden lod som om, at klimasammenbrud ikke fandtes.

Min advokat fik lavet en god afsluttende bemærkning, hvor han tog det hele i et større perspektiv, og jeg fik også sagt lidt, men det var underligt at lade hovedgrunden til min protest være i små sidebemærkninger.

Derudover kom der flere udfordinger i retssagen.

1) Ambulancen

Til en afhøring af et politividne omkring en af blokaderne nævnte hun kort en ambulance, som de skulle omdirigere i gennem en anden blokade længere oppe ad vejen. Der havde ikke havde stået noget om det i akterne om sagen, og vi havde ikke fået noget at vide til protesten. Alligevel blev ambulancen omdrejningspunktet for resten af retssagen.

Først blev jeg af anklagemyndigheden beskyldt for at have forsinket ambulancen. I retssager er det praksis at anklagmyndigheden og dommeren først stiller spørgsmål til den anklagede og vidnerne, og venter til de har det fulde overblik til sidst for at afgive deres hhv. anklage og dom. Derfor spurgte jeg hvad spørgsmålet var. Jeg fik et vagt: Hvordan forholder du dig til, at ambulancen skulle omdirigeres?

Jeg forklarede, at jeg håbede at dem i ambulancen fik den nødvendige hjælp i tide, og at vi altid flytter os, når der kommer udrykningskøretøjer.

Så blev jeg anklaget for, at bilerne ikke flytter sig, når der kommer udrykningskøretøjer. Jeg svarede, at jeg ikke kan styre hvad bilisterne gør, men hvis de er anstændige borgere, så flytter de sig for udrykningskøretøjer. Og hvis de ikke gør det, så skal de måske på anklagebænken.

Nu tog dommeren over og fortsatte ved at sige, at hun tror at der er mange steder i Berlin, hvor der ikke er plads til udrykningskøretøjer mellem biler, der holder stille. Jeg svarede, at jeg ikke var sikker på, at det var rigtigt, og at jeg derudover ikke er ansvarlig for byplanlægningen i Berlin.

Det underlige ved det hele var, at ambulancen var kommet igennem en blokade længere henne ad vejen, så den havde ikke siddet fast. Den var kørt igennem en kø, et sted hvor der altid er kø om morgenen.

Det overraskede mig, at jeg skulle høre de samme argumenter og beskyldninger i en retssag, som normalt bliver hevet frem af journalister, der vil have en ned med nakken.

For at gøre det tydeligt: Hvis det viser sig, at jeg har et ansvar for en ulykke eller andet livstruende, står jeg selvfølgelig til ansvar for det, men i dette tilfælde blev jeg beskyldt med flere forhold, som jeg ikke har en chance for at påvirke. Den opfattede vejbredde tilfældige steder i Berlin og bilisters forholden til udrykningskøretøjer.

2) En løgn fra politiet

Da en af vores forsvarspunkter var, at jeg til den gældende blokade ikke havde fået nogen advarsel, før jeg var blevet flyttet af politiet, blev politividnet spurgt ind til det af dommeren. Hun svarede, at det er proceduren, at politiet giver en advarsel, og da de følger proceduren, må jeg have fået en advarsel. Jeg lægger altid mærke til advarsler, og jeg havde skrevet ned, at det ikke var sket til denne blokade, netop i tilfældet af at jeg skulle bruge det i en retssag. Men det forsvar gik så i vasken fordi politiet løj.

3) En bøde fra siden

Jeg havde modtaget en bøde pr. brev , som jeg havde taget i retten ved at sende et brev tilbage til retten. Det brev var ikke kommet frem, så i starten af retssagen blev det nævnt, at den bøde var stadfæstet, og den lå på 14.000 kroner for en enkelt blokade.

Med alle de tre overraskelser var retssagen ikke gennemsskuelig for mig mere. Det endte med, at jeg blev sendt ud af lokalet og min advokat og anklagemyndigheden fandt til enighed for en samlet straf på 7.000 DKK inkl. den allerede stadfæstede. Det gik jeg så med til.

Af alt det ovenstående lærte jeg, at selvom rettens opgave er at være neutral og upåvirket af samfundsstemningen, er den det ikke. Dens processer og beslutninger er også af og til afhængige af dagen og omstændighederne.

Det endte med at både mig og min advokat var gået på kompromis med vores værdier. Han arbejder altid først og fremmest for frikendelser og foreslår sjældent selv bødestørrelser, og jeg var også utilfreds. Hele den pragmatiske tilgang virkede til at have været ligemeget, da det til sidst endte med at være en uigennemsigtig samlet bøde. Og jeg havde næsten ikke fået snakket om, hvad protesten virkelig handlede om. Til gengæld var det pengemæssigt et bedre resultat, end hvad jeg havde frygtet.

Opsamling

Min konklusion efter de to erfaringer jeg har gjort mig, er at det handler om at finde den rette balance mellem den pragmatiske og den politiske tilgang afhængigt af konteksten. Og da det i en retssag i teorien kun handler om at forsvare sig mod det, man bliver anklaget for, kan man godt både have en politisk og en pragmatisk tilgang til sin retssag, og på den måde komme med flere argumenter.

I praksis kan det gøres ved f.eks. at sige: “Jeg burde frikendes, fordi det at protestere så det ikke kan ignoreres, er det rigtige at gøre i klimasammenbruddets tid. Hvis retten ikke er af den overbevisning, skal de frikende mig, fordi jeg ikke blev advaret om demonstrationens ophævelse, før jeg blev slæbt af vejen”

Det tager lidt af styrken af det første argument, men er i min optik ikke forkert at gøre. Det var i praksis, også det jeg gjorde i Århus, og det føltes ok i maven.

Der er flere ting at afveje, ift. hvor i spektret mellem den pragmatiske og den politiske tilgang man vil placere sig:

  • Hvor stor er chancen for at have indflydelse på dommen gennem et pragmatisk forsvar?

  • Hvor stor kan inflydelsen på dommen være?

  • Hvor stor en rolle kan dommen have for præcedensskabelse?

  • Hvad er ens egen politiske overbevisning ift. den kontekst man udførte protesten i?

Så der er ikke noget generelt svar, men jeg vil gerne tale for ikke kun at se retssager som udfordringer men også som muligheder. Ofte er vi i Danmark i en heldig situation med at bøderne er lave, og vi har bødebanken til sammen at dække vores bøder. Det vil sige, at vi ikke har meget at tabe.

I retssalene kan det være en meget styrkende oplevelse at fortælle sandheden og ikke lade sig kue, og udadtil kan det være et øjeblik med høj bevågenhed og mulighed for rekruttering til og sympati for kampagnen.

En retssag kan føles som et øjeblik med stort pres på ift. ikke at ødelægge ens fremtid, men for de fleste af os vil jeg gætte på, at vi ikke kigger tilbage om 30 år og ærgrer os over, at vi var så politiske i vores retssager.

I næste tekst vil jeg skrive om, hvordan vi skal bruge retssager udadtil.