I min tid i klimakampen er jeg ofte kommet i helt uvante situationer, som har overrasket mig. Jeg er lidt konfliktsky af natur, og jeg har også oplevet meget planløshed i klimabevægelsen. De ting har betydet, at jeg har fået en tendens til meget målrettet at lave en plan og så holde mig til den plan. Det betyder at jeg nogle gange er gået glip af gode muligheder. Så her vil jeg komme med et argument for at gribe øjeblikket.
Strategien i klimabevægelsen går ofte ud på at rykke den offentlige debat, påvirke beslutningstagere, samle mange mennesker mm. Fordi det altsammen er sociale dynamikker, vil der nogle gange være øjeblikke der skal gribes for at tage et stort skridt videre. Af og til vil der enten på grund af eksterne faktorer som f.eks. en varm sommer eller et folketingsvalg eller interne faktorer som en aktion eller en forhandling eller ofte en kombination af eksterne og interne faktorer være øjeblikke, hvor mulighederne for forandring er meget større, end de plejer at være. Det skal helt generelt udnyttes ved at bevægelser stepper et gear op, og gør hvad de kan, for at komme med deres input i et tidspunkt hvor status quo er udfordret. Det er der massere af eksempler på, og er en hjørnesten i mange succesfulde kampagner. Men jeg vil ikke komme ind på de store træk i dette skriv.
For udover at der kan være perioder hvor der generelt er meget større råderum til at få de helt store sejre hjem, så er der også i det daglige arbejde i klimakampen hele tiden øjeblikke der skal gribes. Det vil på en lidt mindre skala, være ting der kan betyde rigtig meget for påvirkningen af det du har gang i.
DR Debatten på Folkemødet 2022
Et godt eksempel er aktionerne med Extinction Rebellion på Folkemødet 2022. Op til Folkemødet havde vi i Extinction Rebellion snakket om, hvordan vi kunne gøre noget der gav mening. Vi blev enige om at en god måde at gøre det på, kunne være at forstyrre nogle debatter, som havde et helt håbløst udgangspunkt. Den største af dem, var den live-transmitterede DR Debatten. Vi vidste at der var nok mennesker, der ville være med, og at man godt bare kunne gå op på scenen fra publikumpladserne. Så planen og ressourcerne var der, og vi kunne bare have gjort det sådan. Men så fulgte en hel række af øjeblikke der blev grebet af min ven, så aktionen fik meget større gennemslagskraft, og var meget bedre for alle andre at være en del af.
Først skulle vi finde ud af, hvad der blev snakket om hvornår til Debatten. Vi ville nødigt afbryde første del om f.eks. Ukraine, hvis vi vidste at klimaet var på programmet bagefter. Men hvis ikke klimaet var på programmet var der god grund til at afbryde programmet til et andet punkt. Så vi gik op til DRs scene om eftermiddagen før, og en fra Extinction Rebellion så tilfældigvis en gammel bekendt der arbejdede for DR og spurgte ham. Vi fandt ud af at klimakatastrofen var punkt nummer to ud af tre, og sådan havde vi allerede et meget bedre udgangspunkt, end hvis vi ikke havde vidst det.
Da vi gik op på scenen, var der meget begejstring. Vi var ca. 25 mennesker der endte med at gå op på scenen med kampråb og under klappen fra publikum. Men derefter fulgte usikkerheden. For efter de første to personer blev skubbet ned af scenen, synes vagterne at der var for mange, og lod folk sidde. Og så blev kameraerne slukket. Den usikkerhed kunne hurtigt have spredt sig, og gjort oplevelsen dårlig for dem der var med på scenen. Derudover ville det stensikkert komme som modargument hvis ikke vi selv havde fortalt noget fra scenen, nu hvor vi havde kapret den. Min ven greb øjeblikket og råbte en tale ud til tilskuerne. Den var ikke forberedt, men indholdet var i orden, og på den måde fik vi bragt vores argumenter ind i Debatten, og usikkerheden blev afløst af beslutsomhed.
Dagen efter var jeg selv helt fyldt af indtryk, for vi havde festet og aktioneret tre dage i træk. Men på grund af forskellige aktioner, og fordi det var på Folkemødet, fik vi helt vildt mange mediehenvendelser. Jeg var selv alt for fyldt op i hovedet og på glatis, til at kunne tage stilling. Igen tog min ven nogle hurtige beslutninger, samlede mod og gik i flere forskellige medier.
Her var det tre øjeblikke der blev grebet, der gjorde påvirkningen af aktionen større og oplevelsen bedre, end den ville have været uden. Til næste års folkemøde kom vi igen i radioen og avisen, fordi vi havde lavet de aktioner. Så påvirkningen varede ved et helt år.
Det behøves dog ikke at være lige så nerverpirrende øjeblikke, som det er at afbryde en live tv-debat. Også ved andre aktioner, kan man vinde en hel del.
Til aktioner
Til aktioner generelt er der nogle små ting der uafhængigt af selve aktionens design, kan gøre udbyttet af aktionen meget større.
Hils på alle medaktionister
Aktioner er et stærkt øjeblik, hvor alle der er med, er samlet i beslutningen om at gøre en forskel. Nogle gange er jeg selv for stresset til at kunne overskue andet end mig selv og mine opgaver, men det giver god mening at få hilst på alle. Fællesskaber og personlige forbindelser er vigtige i klimakampen.
Gå ind igen til aktioner
Til mange aktioner, vil man bare blive båret til side og efterladt på fortovet af politiet, hvis man f.eks. har blokeret en vej, eller været inde i et kontor. Der kan øjeblikket gribes ved at gå tilbage i aktion igen. Det sender et stærkt signal til magthaverne om at de ikke kan slippe så let, og til ens medmennesker om at man mener det.
Tag billeder
Det her er mere lavpraktisk. Jeg har mange gange været i situationer, hvor der har manglet billeder af aktioner. Så hvis du har et ledigt minut, så tag et billede.
Hvis der kommer en chef eller politiker forbi, så snak med dem
Mange aktioner og demonstrationer går ud på at påvirke nogle magthavere, men det lykkes sjældent at komme i direkte kontakt med dem. Derfor forsøges påvirkningen ofte indirekte ved at man står foran deres arbejdsplads eller forstyrrer deres ansvarsområde. Nogle gange sker det dog, at de alligevel kommer forbi eller ud, og så handler det om at agere.
Jeg har oplevet det til en demonstration mod manglende klimahandling, hvor ministeren for global klimapolitik, Dan Jørgensen, til allersidst kom ud til sin bil og kørte væk. Noget lignende skete til en aktion hvor vi besatte klimaministeriet. Her gik klimaministeren Lars Aagaard forbi bag os. Da vi så Dan Jørgensen var ingen klar på det, og vi sagde ikke noget. Da Lars Aagaard gik forbi os i Klimaministeriet var en af os til gengæld klar, og fik hurtigt sagt noget til ham. Pelle Dragsted fik også nogle ord med på vejen, da han kom forbi os til samme aktion. Det er svært at sige om det gør den store forskel, men det føles rigtig underligt at stå foran en bygning, og råbe kampråb på livet løs, men så tie stille når den man råber efter rent faktisk kommer ud.
Vær klar i back-office:
I back-office vil man ofte have forberedt en plan for dækningen af aktionen. Det kan dog sagtens ske, at der sker noget uventet til aktionen. Nogle gange er det formålet med aktionen at fremprovokere en reaktion, og ofte kan man bruge det til sin fordel, hvis man er klar. Det kan f.eks. være, at politiet gør noget uhørt, eller at den man laver aktion i mod udtaler noget dumt, eller at aktionen uventet lykkes med sit mål. Det er godt at gøre sig nogle tanker om reaktioner på mulige udfald på forhånd, men man kan umuligt forberede sig på det hele. Så her skal man også være klar på at gribe øjeblikket, og turde kaste sig ud i det.
Eksempelvis havde nogle fra Scientist Rebellion i Tyskland trykket på brandalarmen til en sundhedskonference den tyske kansler Olaf Scholz var med til, for at påpege at klimakatastrofen ville betyde en nødsituation for folkesundheden. Til det sagde Olaf Scholz, at man nok hellere burde “ignorere det og fortsætte”. Det blev samlet op af Letzte Generations mediehold med det samme, og medvirkede til stærkt at delegitimisere Olaf Scholz.
Generelt i klimakampen
Udover til aktioner, er der også helt generelt nogle tidspunkter i klimakampen, hvor det betaler sig at gribeb øjeblikket. Blandt andet i samtaler.
Klimakollapset har en underlig tendens til at være fraværende i de samtaler man allermest tænker det burde blive påtalt i, og så dukke op når man ikke venter det. F.eks. bliver det ikke nævnt, når der bliver fortalt om hedebølgerne på tv, men når du snakker med dine venner eller bedstefar kommer det op. Grib øjeblikket!
Fortæl folk hvad du synes. Det er selvfølgelig med forbehold for, hvad det betyder i det konkrete tilfælde. Jeg tænker ofte selv, at det er belejligt at undlade emnet, hvis jeg ikke lige orker. Bagefter fortryder jeg det, fordi emnet alligevel lå og lurede i bevidstheden hos alle, men det blev hurtigt snakket forbi.
Hvis du er ude at snakke med nogle du ikke kender, og de oprigtigt virker interesserede i det som du fortæller om, så spørg om et telefonnummer. Det kan være grænsekonfronterende, men det er også en tillidserklæring til, at du tror, at dem du taler med forstår dig, og kan være med i arbejdet fremadrettet.
Et sidste eksempel på at gribe øjeblikket er af en lidt anden karakter:
Nogle mennesker fra Letzte Generation var på festival i sommeren 2022. Her havde de taget en masse underbukser med, og skrevet Letzte Generation på dem. Hver gang de stod tæt på scenen til en koncert kastede de dem derop, og af og til blev de faktisk samlet op af kunstneren og holdt op så alle kunne se dem. Genialt:)
Konklusion
Jeg er klar over at det her skriv kan læses som om at man burde være evig årvågen og altid på, så man altid er klar på at udnytte alle muligheder. På den måde kan man nærmest være sikker på at brænde sammen med stress. Der er ikke noget værre end en uendelig stor og uklar opgave. Stress hjælper os ikke, men vi bliver nødt til at gribe øjeblikkene når de kommer. Det er ofte et vilkår for at komme videre i klimakampen.
Mit bud på en løsning er at forsøge på forhånd at identificere de tidspunkter hvor der kunne ske noget uventet, dvs. generelt perioder med høj intensitet og helt specifikt til aktioner. Og så mentalt forberede sig før man tager afsted på at man, udover den primære opgave man har til aktionen, også skal være klar på uforudsete hændelser. Det hjælper mig, fordi at jeg så, når der sker noget der ikke var planlagt, tænker: “Det havde jeg tænkt over, nu gør jeg noget ved det.” Selvfølgelig vil der stadigvæk være tidspunkter, hvor man bare må sige nej, fordi man ikke kan være klar på det hele, men i mange tilfælde hjælper det, og generelt giver det et større overskud, hvis man ikke bliver helt slået ud af at der sker noget uventet.
Mange er tilbageholdende fra at deltage i klimakampen, fordi det hele er så usikkert. Det er usikkert hvad resultatet bliver, det er usikkert hvad man selv får ud af det, og det er usikkert hvad man overhovedet skal lave. For at komme noget af den lammende usikkerhed til livs, giver det god mening at lægge en plan og så udføre den. Det er jeg stor fortaler for. Men! Man skal passe på med at tro, at klimakampen kan løses med samme indstilling som man har til lønarbejde. Der vil komme situationer, som man ikke kan forudse eller planlægge, og de kunne godt have stor betydning. Der handler det om at gribe øjeblikket.